Gaffa: Bedre end den fænomenale debut (DK)

The KutiMangoes: Made In Africa

Anmeldt af: Torben Holleufer

Link: https://gaffa.dk/anmeldelse/111881/bedre-end-den-faenomenale-debut

Det er en dybt fascinerende plade, danske The KutiMangoes har begået sammen med deres afrikanske samarbejdspartnere. Med Gustav Rasmussen og Michael Blicher i spidsen sammen med sanger Patrick Kabré fra Burkina Faso, har bandet skabt et album, der er endnu bedre end etteren, som i parantes bemærket blev overdænget med velfortjente priser. Dette nye album præsenterer et band, der nu har fået en egen identitet, og de bliver da også skamrost nede i Mali, hvor jeg lige har været.

Mange forsøger hybrider med Vestafrikas musik, men hos de dygtige danskere er der altså opstået noget, der i min bog giver folk som eksempelvis Damon Albarn baghjul, så det forslår. Der er stadig smygende afrobeat, når det skal være, som på nummeret BIC, hvor dygtige Johannes Buhl Andresen får fyret en af mange indsatser på orgel og el-klaveret, som virkelig giver bandet kant. Ligesom forbilledet Charles Mingus stadig lurer et sted, men det er især bandets helt egen stil, som bærer albummet. Ledsaget af de dybt originale input fra de afrikanske samarbejdspartnere i nabolandene Burkina Faso og Mali.

Patrick Kabré er dybt forfriskende på M'ba - som mig bekendt betyder Mand på Bambara - men det er for alvor på den formidable Hunting, at der lukkes op. Basis er en hoteloptagelse med en jæger, der spiller på den specielle bas, donso n'goni, ledsaget af de karakteristiske chants. Men det, der især gør denne i forvejen dybt tranceskabende musik fantastisk, er orkestrets modige arrangement, hvor et Fender Rhodes-klaver lægger sprøde anslag og saxofonerne bærer nummeret af sted, mens fænomenal perkussion transporterer dig. Jeg kan altså blive ved med at høre det nummer.

Det er en fornem skive, The KutiMangoes har lavet. En tanke skal sendes til hedengangne CKU og Louise Friis Pedersen, der bakkede dette frugtbare projekt op. De får for nu alvor vist, hvad dansk jazztradition kan, når der lukkes op for det helt store Afrika-eventyr.

Partymusik og lyttemusik - en skive, der vil blive stående.

Magnus Jochumsenalbum, DK